Romerne skrev meget. Rigtig meget. Sammen med professor Christian Høgel dykker vi ned i den romerske litteraturhistorie. Hvornår begyndte romerne at skrive, havde de deres egen stil og hvem lod de sig inspirere af. Vi kigger på de forskellige genrer og konsekvenserne, hvis man gik over stregen, som fx den romerske forfatter Ovid, der begik en lille fejl. 

I vores femte og sidste afsnit er vi nået til Cassius Dios egen tid. Det er i begyndelsen af det tredje århundrede under Det Severiske Dynasti, der gennem en borgerkrig har erobret magten efter en relativt fredfyldt periode med kejsere, der respekterede Senatet. Nu, derimod, er vi i en tid med store omvæltninger med  kejsere, der på brutal vis undertrykker senatet og en gruppe senatorer, der lever i frygt for deres liv. For eksempel beskriver Cassius Dio levende, hvordan en simpel drøm, der varslede kejserens fald, affødte, at en senator dømmes til døden. Med Dios egne ord var den gyldne tid erstattet af en af jern og rust. Vi diskuterer i dette afsnit Dios ideelle monarki, hvordan man som senator kunne begå sig under et tyrannisk styre, og hvorfor Dio på trods af disse oplevelser stadig bakkede op om monarkiet som den bedste styreform. 

I efteråret 192 evt. er Cassius Dio sammen med det øvrige senat i Colosseum. Her optræder kejser Commodus som dyrekæmper. Da han sejrrigt har trukket sig ud af en kamp mod en struds, fremviser han symbolsk det afhuggede hoved for de forsamlede senatorer. Optrinnet fremkalder spredt latter snarere end frygt, selvom forholdet mellem kejseren og senatet var blevet gradvist dårligere igennem de tolv år Commodus havde været ved magten. Optrinnet var dog alvorligt ment fra kejserens side og indvarslede en tid, hvor senatets rolle som kejserens rådgiver mistede det sidste indhold.Dette er fjerde del af en podcastserie lavet i samarbejde med SDU og Det danske Institut i Rom. Gæster i studiet er professor Jesper Majbom Madsen og amanuensis Mads Lindholmer.

Hvad er bedst, demokrati eller monarki? Cassius Dio var ikke i tvivl: monarki er en langt bedre styreform end demokrati. Men hvordan skal det ideelle monarki så indrettes? I dette afsnit diskuterer vi, hvorfor Dio anså demokrati som en elendig styreform, og hvorfor han mente, at selv en uduelig enehersker var bedre end en republik. Vi fokuserer også på Dios ideelle monarki, på senatets og rådgiveres rolle i sådan en styreform og på hvordan kejserne i Dios øjne kunne undgå at falde i tyranniets fælde.Dette er tredje del af en podcastserie lavet i samarbejde med SDU og Det danske Institut i Rom. Gæster i studiet er professor Jesper Majbom Madsen og amanuensis Mads Lindholmer.

Da Cæsar i vinteren 44 f.v.t. modtager senatet foran det tempel, som han selv har ladet opføre til ære for sin påståede stammoder, gudinden Venus, bliver han siddende. Der går et sus gennem forsamlingen, at blive siddende er et tegn på kongelig arrogance. Cæsar undskylder med, at han lider af diarre, efterfølgende ser flere ham dog gå ubesværet hjem. I denne episode diskuterer vi, hvordan man i senrepublikkens Rom viser og i tilfældet her overspiller sin magt. Hvorfor var det så galt, at Cæsar blev siddende, og var det et påstået maveonde, der i sidste ende kostede ham livet? 

I 59 f.v.t. gennemførte Cæsar en række jordreformer til fordel for Roms soldater og fattige. Både reformerne og måden de blev gennemtvunget på var stærkt kontroversielle, og Cæsars medkonsul, Bibulus, blev kastet ned af trapperne på Castor og Pollux-templet, da han forsøgte at bremse dem. Episoden var et afgørende skridt mod det monarki, som Cæsars arving, Augustus, skabte 30 år senere.Vi sætter igennem fem podcasts fokus på den romerske forfatter Cassius Dios syn på magten i Romerriget. Til at hjælpe os har vi professor Jesper Majbom Madsen og amanuensis ved Det danske Institut i Rom, Mads Lindholmer.

I selskab med lektor og tidligere direktør for Det danske Institut i Athen, Kristina Winther-Jakobsen, dykker vi med udgangspunkt i statuen af tyrandræberne Harmodius og Aristogeiton ned i mordet og statuens betydning for demokratiseringen af Athen, men trækker samtidig tråde til nutidens opfattelse og brug af kunst som politisk og historisk virkemiddel.

Sammen med lektor og tidligere direktør for Det danske Institut i Athen, Kristina Winther-Jakobsen, tager vi på en tur tilbage til det antikke Athen, hvor en stræben efter lighed bl.a. betød, at byens faldne krigere blev begravet i store fællesgrave. Grave der blot var markeret med en simpel gravstele. Vi går bag denne begravelsesskik og ser på, hvad den har med det athenske demokrati at gøre.

Den 31. marts 1917 overdrog Danmark den sidste tropekoloni, Dansk Vestindien, til USA. Forud var gået et forløb med flere forgæves forsøg på at komme af med øerne. Et forløb, der tog sin begyndelse i 1848, da slaverne blev frigivet og moderlandet reelt mistede interessen i øerne. Museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen er vores gæst til en snak om, hvorfor øerne skulle sælges og hvordan øerne ser ud i dag.